Hjem
Apostilsk Undervisning
Til Bibel Studie


3. Vandringen Begynder.


I forrige kapitel så vi hvordan Paulus forklarede Israels ørkenvandring som en parallel for vor kristne vandring. Med hans dybe indsigt konkluderede han i:

1 Kor. 10:11
”Dette skete med dem, så de kan være et advarende eksempler,
og de blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet,”
Gal.3:28.

Den erfaring og oplevelse af Israels udvandring af Ægypten, ørkenvandringen, og så deres indtagelse af det forjættede land, er en profetisk oversigt for vores vandring til fuldendelse af vores kald i KRISTUS.
Vi startede vore liv med at leve i syndens fangenskab i denne verden, og vi kommer igennem steder og tider med at lære og træne Herrens vej på vores åndelige ørkenvandring, før vi kan være og er helt rede til at kunne indtage vores løfters land.

I studiet her vil vi undersøge vores vandring i en større dybde som en vej til målet for vor egen personlige fremgang til større åndelig modenhed.
Disse principper kan bruges for den enkelte af os, som den kan bruges til menigheden, ja til hele den universelle kirke.
Vi kan se at kirken følger det samme mønster ned gennem historien. Det kan hjælpe os til at forstå hvor vi er, og hvor vi er på hen, og hvad det næste skridt vil være.

Det kan også give os tillid og i stadig større udstrækning hurtigere sejre i vores prøvelser, når vi begynder at forstå, gennem vores prøvelser, hvad HERREN forsøger at udføre i os.

Det første princip vi som kristne må forstå er, at når vi begynder vores vandring er det fra et åndelig fangenskab.
Moses, som kom for at sætte GUD’S folk fri, var et forbillede, eller en bibelsk model af KRISTUS, som kom for at sætte os fri.

Vi kan se en hel del af åndelige paralleller i deres liv.
Da Moses var født, søgte den regerende magt at udrydde ham ved at dræbe alle nyfødte børn. Da JESUS blev født, gjorde Herodes det samme.
Som skriften underviser os i, vil der blive en åbenbaring af HERREN gennem en herlighed i kirken i endens tid, vi ser at den regerende magt i dag, prøver at ødelægge spædbørnene igen gennem abort og andre sataniske strategier.
Den første gang Moses åbenbarede sig for sine brødre, forkastede de ham, ligesom de forkastede KRISTUS den første gang Han kom. Da Moses vendte tilbage var det med stor kraft for at sætte GUD’S folk fri, og ødelægge alle Ægypten’s afguder.
Når JESUS KOMMER IGEN, vil Han ikke komme som det slagtede lam, men som den sejrende KONGE. Han vil sætte Han's folk fri, og samtidig med Han gør det, vil Han ødelægge alle afguderne i denne verden.

Det forløb vi ser omkring Ægypten er et forbillede på denne verden som den ser ud i dag. Farao ville ikke lade Israel rejse uden kamp, og HERREN ønskede heller ikke at han skulle gøre det. HERREN forhærdede Faraos hjerte for at gøre ham til et mere akkurat billede af Satan, som vil gøre alt for at holde GUD’S folk i fangenskab.

Da Moses første gang beordrede Farao til at lade Israel gå, ikke blot nægtede han det, men han kommanderede sine opsynsmænd at lægge en endnu større byrde på GUD’S folk,
som vi ser i:

2 Mos. 5:9.
”Strengt arbejde skal de mennesker have, for ar de kan være optaget deraf og ikke af løgnetale.”

Det vi ser her er, at Satans første strategi er at få os til at tro på at GUD’S løfter er ”løgne tale” ved at gøre vores byrde tungere.
Når det sker, så bliv ikke mismodig, og frygt ikke, bliv i stedet mere frimodig. For når vi lige før er ved at blive udfriet ved GUD’S kraft, vil fjenden altid lægge et større pres på os, og på den samme måde få os til at tvivle på GUD. Hvis vi tror at GUD’S ORD er sandt, kan vi stå på HAN'S ORD og løftet som det står skrevet i:

1 Kor. 10:13.
Det er kun almindelige, menneskelige fristelser, der hidtil har mødt jer, og
Gud er trofast, Han vil ikke tillade, at I fristes over evne,
men sammen med fristelsen skabe vej ud af den, så I kan stå den igennem.
FRISTELSE 2Kor. 11:3.

Nu da vi ved, at Han ikke aldrig vil tillade os at blive fristet over evne, eller hvad vi kan bære, så når vi er nået til det punkt, vil vi (burde vi) vide at vores befrielse er nær.

NU kunne vi jo stille det spørgsmål? Hvis HERREN har den magt til udrydde Satan, hvorfor gør Han det så ikke, og gør det nemmer for sit folk.
Hovedårsagen er, at Han ønsker ikke at gøre det nemmere for sit folk.
Han ønsker at gøre det tilstrækkelig hårdt nok, Han ønsker at enhver oplevelse præger os tilstrækkelig nok til at vi i al evighed vil huske syndens ondskab, og huske Han’s herlighed der blev demonstreret på Han’s vej for vores udfrielse.

Som Han siger i:
2 Mos. 6:1
Men HERREN svarede Moses: ”Nu skal du få at se , hvad JEG vil gøre ved Farao!
Med magt skal han blive tvunget til at lade dem rejse, og med magt skal han blive tvunget til at drive dem ud af sit land!”

HERREN ønsker at Han's folk altid skal kende, at de ikke blev sat fri ved Faraos (SATAN’S) tilladelse, men ved Han's kraft.
Herskerne i denne verden vil aldrig frivillig lade os gå, men han lade os gå.

GUD’S KRAFT VIL KOMME.

Da Moses begyndte at demonstrere GUD’S kraft gennem sin stav, havde Farao sine magiker til at efterligne denne kraft, det var de kun i stand til op til én tid. Det som skal komme, bliver et sandt kraftsammenstød. Satan kan efterligne GUD’S KRAFT kun op til et punkt, så må verden begynde at sige ligesom magikerne fra Ægypten sagde:

” Dette er GUD’S finger.” (2 Mos. 8:19)

Selvom GUD begynder at demonstrerer, at Hans kraft er meget større end noget andet Satan kan efterligne, vil det ikke få Satan til at give op, men ligesom Farao forblive hårdnakket.
Det vil få ham til at skabe nogle endnu mere luskede krogveje, og ofte med stor succes, en strategi for at holde GUD’S folk under sit åg.  Vi kan se at det er hvad han begynder med i:
2 Mos. 8:25.
”Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde:
”Gå hen og bring jeres Gud et offer her i landet.” (Ægypten).

Når først Satan ved at vi er fast besluttet på at tjene HERREN, vil hans næste strategi være at prøve på at få os til at gå på kompromis med at tilbede HERREN, medens vi stadigvæk er under fangenskab af denne verdens veje.

Satan har overhovedet intet imod vi holder på med ”at udøve religion.” Hvad der skræmmer ham er, når den enkelte kristne bliver virkelig fri.

Da Farao så at Moses var fast besluttet, kom han med et andet kompromis, som vi ser i:
2 Mos. 8:28.
Farao sagde: ” Jeg vil lade jer rejse hen og ofre til HERREN jeres GUD i ørkenen;
kun må I ikke rejse for langt bort; men gå i forbøn for mig!”

Næsten enhver ny troende vil høre fra velmenende ”venner” og familie: ”Det er godt at du har din ”tro”. Men gå nu ikke for langt med den.”
Dette kan fortolkes sådan,
”Det er godt at du går i kirke om søndagen, men du skal jo leve i verden, så bliv nu ikke for radikal.”

Vi må blive fast besluttet på at følge HERREN hele vejen, og gå så langt som HAN har kaldt os til at gå.

Efter nogle få flere kraft sammenstød, kommer Farao med sit sidste kompromis, som vi ser i:

2 Mos. 10:24.
” Da lod Farao Moses kalde og sagde: ”Drag hen og dyrk HERREN!
Dog skal jeres småkvæg og hornkvæg skal i lade blive tilbage, 
men jeres kvinder og børn må I tage med.”

Enhver nyfødt kristen kommer igennem denne prøvelse.
Hvis Satan ser at vi er fast besluttet til at gå så langt som Gud har kaldet os til at gå, vil han prøve at få os til at lade noget være tilbage under han's domæne.
Han ved meget godt at ”hvor din skat er, vil også dit hjerte være.” Matt. 6:21

Hvis vi har efterladt noget bag os som ikke er båret med os hele vejen til det forjættede land, vil vi på et tidspunkt vende vores hjerte tilbage til verden, og ende op med at være i fangenskab igen.

Derfor, må vi ligesom Moses bekendtgøre:
2 Mos. 10:26.
”ikke én klov må blive tilbage!”

Det er af afgørende betydning, at fra første færd på enhver af vores vandring med HERREN, at vi lære at der overhovedet ikke kan nogen form for kompromisser med SATAN.

til 4. Frihed.

OP