Hjem
Tilbage
Løftet Om Den Hvide Sten - Johannes Åbenbaring

Uge 32, 2016
Rick Joyner

Som vi har set på, stod kirken i Pergamos til ansigt med de største prøvelser af alle - gå fra en af de værste perioder med forfølgelse til at blive ophøjet til den højeste position af autoritet i imperiet. Det boede også på stedet for "Satans trone." Da kirke og stat "indgik ægteskab" genem denne periode, adopterede kirken mange af verden måder og tog Imperiets hierarkisk styreform. Kejseren ophøjede derefter biskoppen af Rom over alle andre biskopper og kaldte ham "pave" eller "papa" faderen over hele kirken. Mange modstod, og Johannes refererer som det "trofast vidne." Antipas betyder "Anti-pave." William Miller skrev om dette, og siger:

Formodentlig er meningen, at Antipas ikke var en person, men en gruppe af mænd, som var imod biskoppernes eller pavens magt,
på den dag, der er en kombination af to ord, "Anti" modsat, og "Papas," far eller pave.
Mange, der var imod denne styreform for kirken led martyrdøden i Konstantinopel og Rom,
hvor biskopperne og paverne begyndte at udøve den magt,
som snart efter bragte jordens konger til underkastelse, og trampede, nedtrådte på Kristi kirke rettigheder...

Jesus advarede Han's folk om ikke at kalde nogen mand på jorden for "far", fordi vi har en Fader i himlen. Denne ophøjelse af den enes persons position i kirken, og som gjorde fordring på, tilranede sig hele kirken, som var Kristus retmæssige plads som Hoved for Han's kirke. Da begyndte det fald som førte kirken ind i den mørkeste periode i kirkens historie - og muligvis menneskets historie - som blev kendt som "den mørke middelalder".

I Det Nye Testamente, havde kirken fået den enkleste, men mest effektive form for ledelse og for dens administration. En kirke i hver by vil have mangfoldige møder i private hjem. Der var et råd af ældste for kirken i byen, som ofte bestod af lederne af de forskellige forsamlinger i byen. Diakoner der tjente i kirken under ledelse af de ældste blev ofte ophøjet til positionen for en ældste, når der var en ledig plads eller et behov. Man ville normalt være en ledende ældste i en by, som vi ser Jakob være leder over apostlene og de ældste i Jerusalem i Apostlenes Gerninger. Disse magtpositioner var til for at tjene, ikke til at kontrollere eller herske over de hellige.

Apostle var over ældste i de lokale kirker. Apostlene rejste rundt for at hjælpe med at sætte tingene i orden i kirkerne, hovedsagelig gennem undervisning og hjælpe med at bygge kirker. Kristus var over apostlene og ledte almengyldigt personligt i Han's kirke. Han instruerede Han's kirke gennem sine apostle og profeter, men livet i hver kirke var og lå i deres forhold til Kristus, ikke blot til en myndigheds eller organisations struktur. Dette gjorde kirken til den mest dynamiske og unikke enhed, verden nogensinde havde set. Skarer blev tiltrukket af det, da de blev født på ny af kraftfulde personlige møder med Kristus gennem Han's Hellige Ånd.

Under forfølgelsen, var det at være en ældste en ærefuld ting, mest fordi det gjorde dig et særlig mål for forfølgelse. På nogle steder i løbet af denne tid, var den forventede levetid for en ældste meget kort. På grund af dette, ville kun de mest hengivne og ædlesindede overveje den position. Apostlene og profeterne havde lagt et stærkt fundament i kirken og forstod at alle disse prøvelser, de udholdte gjorde dem i stand til at vokse sig stærkere i Kristus og Han's natur.

Da forfølgelserne standsede, og kirken blev ophøjet i status og disse autoritets positioner i kirken blev positioner af stigende magt og rigdom. De blev ombejlet af nogle af de mest korrupte og ækle og modbydelige mennesker. Kirkens ledelse blev hurtigt gennemsyret af fordærvede og grådigste mænd som ikke kendte til og bekymrede sig ikke om åndelig autoritet. Mange erkendte at dette ikke havde noget at gøre med deres Herre og flygtede fra kirken. Andre gjorde det ikke og blev fanget af antikrist ånd, ligesom Johannes og de andre apostle havde forudsagt.

Når du først er begyndt at vandre ned den forkerte vej, bliver det aldrig til den rette vej, og du kommer længere væk fra dit mål, når du går. Da kirken først havde omfavnet og ægtet verdens veje og mønster, blev mørket større og større. Men der var en rest som ikke fulgte med resten af kirken. Til dem som overvandt fristelsen, havde Herren et stor løfte:

Åb. 2:17
17. Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne!
Den, der sejrer [over verden gennem troen på, at Jesus er Guds Søn],
ham vil Jeg give [det privilegium at spise] af den skjulte manna, og
Jeg vil give ham en hvid sten, og på den sten er der skrevet et nyt navn, som ingen kender,
uden den der får det.«
Åb. 3:12. 2 Mos. 16:4,32-34. Es. 62:2, 65:15. Joh. 6:32f, 50-51. KENDE Åb. 2:24.


Den skjulte manna og den hvide sten med deres navn på den som ingen kender, taler om en hemmelig forsørgelse og fællesskab med Herren. Alle kristne som nægtede at bøje deres knæ for den nye kirke institution og holdte sig skjult, fordi de blev jaget og forfulgt af den stadig mere korrupte kirke. Vi kan kun forestille os, hvor forvirrende det var, men Gud tog sig af de troende. Der har altid været en rest, der holdt sig fra den korruption som verden er af.

I den romerske rettergang, ville den anklagede får en sort sten hvis de findes skyldige, og en hvid sten, hvis de bliver fundet uskyldig. Ved Herrens løfte, lover Han dem, som sejre i denne periode, en hvid sten, Han sagde til dem som sejrede at Han fandt at de var uskyldige og har givet dem et nyt navn, selv om det ikke kunne blive afsløret nu. At blive givet et nyt navn er en af de største udmærkelse fra Herren, som da Han gav Jakob navnet Israel, og Han gav også forskellige navne til nogle af sine disciple. Navne givet af Gud er en afspejling af, hvordan Han ser os, hvem vi virkelig er. Det er langt bedre at være kendt af Gud end af mennesker.

til uge 33
OP