Hjem
Tilbage

Helligheds Skønhed - Johannes Åbenbaring

Uge 18, 2018
Rick Joyner

I denne uge fortsætter vi med:

Åb. 19:9.
Og han siger til mig: »Skriv: Salige er de, som er indbudt til Lammets bryllupsmåltid.« Og han siger til mig: »Dette er sande Guds ord.«

Åb. 17:1, 21:5. Matt. 22:3. Luk. 14:15.

Teksten før dette handlede om ødelæggelsen af det hemmeligsfulde Babylon, og hvordan Kristi brud har gjort sig klar til ægteskab. Som vi bliver fortalt i evangelierne, vil hun være "uden plet eller rynke" (se Ef. 5:27). At være uden plet er hendes renhed, uden fejl. At være uden rynker er, hvordan hun er vedvarende holder sig ungdomlig og ikke svækker hende. Af denne grund kan vi forvente en stor bevægelse af Gud for at tvinge Han's tilhængere til at være hellig som Han er hellig og at elske " skønheden ved hellighed". Dette vil også holde hende vedvarende ungdommelig.

Måde som hellighed er blevet undervist om af nogle, synes mere om, hvordan man har en religiøs ånd end sand bibelsk hellighed. En religiøs ånd søger at opnå Guds godkendelse gennem gerninger. Sand hellighed tjener Ham fra en position som allerede har Han's godkendelse gennem hvad Han's Søn gjorde, ikke hvad vi kan gøre. Det er forskellen mellem at tjene ud af frygt eller ud af kærlighed.

Dette er forskellen mellem en brud drevet af at være perfekt, fordi hun er bange for afvisning og en så passioneret forelsket i brudgommen, at hun simpelthen vil være perfekt til Ham. Sand hellighed er motiveret af kærlighed, ikke frygt.

Her ser vi også opkaldet, der går ud til dem, der inviteres til Lammets bryllup. Disse er selvfølgelig ikke bruden, men de er gæster ved bryllupet. Hvem er de?

Der er et stort bibelsk vidnesbyrd om, at de, der inviteres til bryllupsfesten, er kristne, som stoler på Jesu soningoffer for deres frelse og dermed har evigt liv. De går også oprigtig foran Herren, men de stræbte ikke det lidenskabelige forhold til Ham, der ville fremtvinge dem til at være en del af bruden.

Er der sådanne klasser af kristne i Bibelen? De findes faktisk gennem hele Bibelen og Åbenbaringsbogen. Vi har også "brudgomens venner", som er som forlover i moderne bryllupper. Vi ser også de vise og dumme jomfruer i skriften, som vi i dag ville kalde brudepiger. Selvfølgelig at stå med bruden eller brudgommen som dette vil være en højere ære end dem der bare er med til festet som gæster. Alligeve,l de som er inviterede med til festen stadig mere æret end dem som ikke er inviteret.

Er dette ikke favoritisme eller endda diskrimination? Jo. Du kan ikke læse Bibelen uden at se at Gud har favoritter og at Han diskriminerer. Han har valgt kar ære og dem som ikke er det. Gud elsker alle, men Han's ord er klart, at Han ikke elsker alle lige højt, så ubehageligt, stødende det kan være for nogle. Gud er ikke politisk korrekt. Hvis vi ser Ham gennem øjnene af det som anses for politisk korrekt, fordrejer vi Ham meget hårdt og ender med at tilbede en gud skabt af os selv.

Ud af mængden som fulgte Jesus, kaldte Han nogle til at være tættere på Ham end andre - de 70, de tolv og de tre. Der var niveauer af forhold til Ham, og forskelle i niveau af undervisning, som hver gruppe modtog. Det er diskrimination, men det er baseret på sandhed og retfærdighed. Hvorfor skulle vi tro, at de, som stoler på Han's kors og har evigt liv, men lever deres eget liv, gør lidt eller intet for Ham, får det samme som dem, der ofrer deres egen vilje og attrår at tjene Ham?

Så hvad gør vi med denne viden? Søge for at komme tættere på. Selvom Herren havde indiskutable niveauer af forhold til Ham, bliver vi alle fortalt, at hvis vi søger Ham, finder vi Ham. Hvis vi søgerer Ham, vil Han komme til os. Vi er alle så tæt på Herren som vi vil være. Sløret er blevet revet itu, og gennem Ham kan vi komme frimodigt ind i Tronummet og have et personligt forhold med Ham, når vi vil. Spørgsmålet er, hvor mange ønsker det mere end nok til at gøre det?

For dig at kan læse noget som dette, er du en Guds søgende - og jeg vil tro, en af usædvanlig hengivenhed. Apostlen Paulus skrev i slutningen af sit liv, at han ikke troede, at han endnu havde nået det høje kald (se Fil. 3), men snarere at han pressede på i bestræbelse på det. Han talte ikke om frelse, som han havde den dag han kom til troen. Paulus så et kald så højt, at han, muligvis den mest hengivne tilhænger af Kristus fra alle tider, blev så hengiven og selvopofrende til at gøre mere. Er vi?

til uge 19
OP