2. Fremkommersen af den radikale feminisme

Radikal feminisme opstod i Amerika, i Danmark og ud over resten af verden i 1960erne som en af djævlens midler for at underminere al autoritet struktur i vores samfund. I 60 og 70erne kom krigs protesterne, hippie narkotika kulturen med dets anti-skabelse agenda og den eksploderende seksuel revolution med dets voksende blandethed; virvar; tilfældighed; (seksuelt) promiskuitet, skilsmisser og abort. Begære deres egne karriere og ligestilling på arbejdsmarkedet, kvinder blev pludselig tvunget til at have kappestrid og være i konkurrence med mænd. Moder-skab og hjemmegående blev ikke længer set som tilfredsstillende, specifik kald. Ved forsøg på at ødelægge al vertikal autoritet struktur, ønskede Satan at skabe kaos og anarki i vores lande. Efter 30 år, er det åbenlyst at han har scoret en stor sejr. Verdens traditionelle kristne familie orden har fået dødeligt sår, størst gennem den feministiske bevægelse.

Pastor Nicholas Ittzes har skrevet, "hvis mænd havde brugt deres stilling til at tjene som Jesus gjorde, havde den modernede feminist bevægelse måske ikke have rejst sig til den store betydelighed, I virkeligheden, har mænd brugt deres autoritet til at dominere og udnytte, udbytte kvinder, og har derved sået sæden af oprør. Modernet, radikal feminismeafviser ikke alene mænds herredømme, men mænd i det hele taget. Det er en afgrøde af et bitter forgiftet samfund, kirke og familie. Feministerne spotter, håner, taler ringeagtende om Biblen's adskillelse mellem mandens og kvindens rollestilling. De tror at mænds lederskab har forårsaget de fleste problemer i verden. Deres svar er enkelt: lad os komme af med mandens lederskab eller måske komme fuldstændig af med manden. Uheldigvis kommer verdens lederskabs problemer ikke fra mændene. De kommer fra herredømme. Dem som kæmper for at få en position vil bruge denne position til at tage herredømme over andre. Denne ondskab er ikke et indhold i manden eller kvinden men i herredømmet. Femininsk herredømme er ikke nogen forbedring fremfor mandens herredømme."

3. Bedrageriet af evangelisk feminisme

Ikke overraskende, gjorde feminismen som en filosofi sit første fjendtlige indfald ind i kirkens verden gennem liberale sekter og kirke mænd som, på grund af et lille kendskab til Biblen affærdigede Paulus's undervisning for mænds og kvinders stilling som menneskelig opfattelse eller kulturel tradition. Hvad uventet er imidlertid, at der er en voksende udvikling inden for den evangeliske kristendom, som støtter en større opfattelse af Skrifterne, til at genfortolke Biblen i overensstemmelse med at tilpasse hoved principperne af den verdslige feminisme. Denne trojanske hest i vor midte som har sin opbakning af mange anerkendte lærer og teologer, af både mænd og kvinder. Kort fortalt, evangelisk feminisme er den "steriliserede, desinficerede bro" mellem den verdslige feminisme og Herren Jesu Kristi kirke. Sørgeligt, denne mere "kristne" version af feminisme gør en stærk appel til mangfoldige sande kristne, både for lægmænd og præster, især iblandt dem som føler at kvinder har været misbrugt af mænd i århundrede, selv i kirken.

I en nøddeskal, hævder den evangeliske feminist at mænds lederskab/kvinde underkastelse traditionen er et resultat af syndefaldet og er fjernet i forløsningen i Kristus så derfor udslettes al autoritets adskillelse mellem mand og kvinde i hjemmet, i kirken og i samfundet. (vekslende evne). Derfor, mandens lederstillings rang er formodentlig blevet gjort slut med i Kristus og nu kvinder så vel som at mænd er frie til at stræbe efter hvilken som helst embede eller tjeneste i Kristi legeme

Deres "bibelske nøgle" for denne forståelse er Galaterne 3:28, "Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus." Deres logiske konklusion er at ligeværdig mellem mand og kvinde i Kristus kræver lige funktion i hjemmet og i kirken.

Den virkelige sandhed er at evangeliske feminister, hvor vel ment det end er, er skyldige i mangelfuld; ufuldkommen; defekt; fuld af fejl i bibelsk fortolkning fordi Paulus i Galaterne taler om hvordan vi er frelste, nemlig, alene gennem det fuldbragte værk af Kristus, ved nåde af tro og ikke af gerninger. Alle menneskeskabninger, hvad deres køn, race eller sociale status end er, kommer til frelsen på samme måde og er derfor ligeværdig og kan stå foran Gud. For at holde os til Reformationens principper at Skriftsteder tolker Skriftsteder må vi gå til Paulus's inspirerende ord i Ef.5:22-23 for at lære hvordan Gud havde påtænkt forløste mænd og kvinder i forhold til ægteskabet - mandlig lederstilling og kvindelig underkastelse ligesom Kristus og kirken. Hvis vi ønsker at lære af Paulus hvordan forløste mænd og kvinder funktionelt relaterer i kirken, har vi brug for at studere I Tim.3 - Titus 1. I disse tekster siger apostlen at ældste skal være mænd som styrer deres egne familier ret.

For at tage Gal.3:28 eller nogen anden vers ud af deres indhold og give det en mening i modsætning til hele Skriften er både at bedrøve den Hellige Ånd og at forsøge at påvirke Gud's Ord på en måde som kan sammenlignes med en kult. Den kristne lære kan blive et let bytte for et sådanne bedrag viser effekten og finurligheden af vore tidligere fejl. Kirken i hver generation er i fare for at blive "kulturindlært" af verdens tidsånd. Det er en højtidelig gerning af kristne ledere at afsløre denne ondskabs konspiration i stedet for at lovliggøre det!

I slutningen på det 20ende årh. står kirken mellem to flodbølger. På den ene side er Hellig Ånden's bølge hvilket bringer frigørelse for lægmænd. På den anden side er bølgen af evangelistisk feminisme hvilket bringer den kvindelige maskulinum. Satan vil have os til at tage imod begge bølger som om de begge var åndelige og bibelske kompatibel. Men det er ikke sandt! I virkeligheden er den Hellige Ånd kommet for at frigøre Gud's folk fra at blive en medvirkende bænke varmer men ikke på bekostning af den guddommelige orden mellem mænd og kvinder i begyndelsen af skabningen I Tim.2:12-13, besmudse, miste sin glans ved syndefaldet I Mos.3:16, men genoprettet ved forløsningen i Jesus Kristus I Kor.11:3, Ef.5:22. Med mandlige og kvindelige kommer den guddommelige givne rolle som skal anerkendes, respekteret og demonstreret ved den Hellige Ånd's kraft i midten af denne mørke og perverse verden. Fil.2:14-16.

EN UNDERSØGELSE AF SKRIFTEN

Siden ethvert ord af Gud skal være befæstet i munden på to eller tre vidner, lad os så tage et kig på det Gamle Testamente, det Nye Testamente og 2000 års kirke historie for at se om Gud har ændret Han's mønster for mandlig lederstilling i hjemmet og i kirken.

1. Det Gamle Testamente.

embedet for Profeter, præster og konger var næsten udelukkende kun besat af mænd. På ingen tidspunkt i Israel's historie tjente en kvinde som præst i templet. Ingen kvinde har tjent som kone i Israel eller i Juda undtagen for den onde tronraner ved navn Atalia. II Krøn.22:12. Kun fire kvinder er optegnet i hele det Gamle Testamente som profetinder, ved navn, Miriam II Mos.15:20, Deborah Dom.4:40, Hulda II Kong.22:14, og Esajas hustru, Es.8:3. Blandt Israel's dommer, er kun Deborah nævnt og hun søgte at være under Barak's lederskab. Dom.4:4-10.

Ved Gud's egen konstruktion, var livet i det Gamle Testamente et patriarkat (fædres ledelse) - i ægteskab, familien, kirken og samfundet. I denne henseende var Israel ikke en afspejling af den omgivende ufrelste kultur, men mere et udtryk for den guddommelige orden. Skarpt aftegnet, blev mænd kaldt til lederstillings rollen med sjældne uindtagelser.

2. Det Nye Testamente

Selv om Jesus ophøjede kvinden's status på en bemærkelsværdig måde, for på denne måde at anlægge den ædle virkning af nåde under den Nye Pagt, den patriarkalske orden for det Gamle Testamente forsatte i den tidligere kirke selv efter Pinse og blev skrevet ned i de inspirerende breve af det Nye Testamente kanon som en norm for kirken i alle tidsaldre. Der var ingen kvindelige apostle heller iblandt de tolv eller det bliver nævnt efter Pinse. Junias, bliver der refereret til i Rom.16:7, men det kunne være enten en mand eller kvinde men det bliver ikke klart defineret som en apostel i denne tekst. Sådanne en utydelig reference kan ikke blive brugt til at etablere en lære. Hvis Jesus havde ønsket at gøre det klart at mandlig lederstilling var blevet fjernet under nåden, kunne Han have gjort op med det engang for alle ved at kalde i det mindste en kvinde til at være imellem de tolv. Men det gjorde Han ikke. Det faktum, for resten, det er den vigtigst grund til at den romerske katolske kirke ikke ordinerer kvinder til at være præster.

Der var ingen kvindelige profeter, i det mindste ingen som er specifikt identificeret som sådan. Indrømmet, Filip havde fire døtre som profeterede men de blev ikke kaldt "profetinder" på græsk. Ap.g.21:9. Verbet "profeteuo" er brugt, ikke navneordet, "profetis." Dette betyder at Filip's døtre helt enkelt profeterede som enhver Ny Testamentlig troende kan gøre i overensstemmelse med I Kor.14:3 og Ap.g.2:17. På den anden side , Anna bliver specifik kaldt en profetinde "profetis" i Luk. 2:36. Imidlertid, passer hun mere ind i den Gamle Testamentlige periode fordi hun tjente ældste til Golgata og Pinse.

Der var ingen kvindelige evangelister. Kun to mænd bliver identificeret som sådan. Filip i Ap.g.21:8 og Timoteus i II Tim.4:5, som også var en apostel. I Tess.1:1, 2:6. At kvinder evangeliserede kan ikke benægtes. Men det i sig selv kan nødvendigvis ikke betyde at de stod i et embede for en evangelist.

Der var ingen kvindelig lære som fyldte embeds gaven. Mændene som er nævnt som lære er Paulus I Tim.2:7 og dem som var samlet for at faste og bede i Antioka hvor der blandt dem var profeter og lærer. Ap.g.13:1. Betyder det at der ikke var nogen kvinder som underviste i nogen kvalifikationer? På ingen måde. Men det Nye Testamente giver ingen klare eksempler på en kvindes stilling i embedet som lære. Indrømmet, Pricilla lærte Apollos i Ap.g.18:26 men det var under private forhold og i forening med sin mand, Aquila. Ingen steds er Pricilla optegnet som en ældste i kirken.

Der var ingen kvindelige pastore eller ældste. Hvor ældste er omtalt i sammenhænget med den lokale kirke ledelse, bliver det maskuline køn brugt.

Eksempler medregnet:
(1) Paulus og Barnabas ordinerede ældste i hver kirke Ap.g.14:23. (2) Paulus møde med de ældste fra Efesus Ap.g.20:17, og (3) Paulus giver betingelser til dem som tragtede efter embedet som pastor/ældste I Tim.3:1-7 og Titus 1:1-9. I hvert af disse afsnit skulle de ældste være en kvindes mand og have sin familie i en gudsfrygtig orden. Jeg tror at hvis kvinder skulle have ligeværdig adgang til disse embeder, ville Paulus have gjort det klart i disse instrukser fordi de indeholder de mest definitive kvalifikationer for kirke lederskab i hele det Nye Testamente.

Nogle lærde hævder at kvinder blev pastore fordi kirken ofte blev holdt i kvinders hjem. Et eksempel kunne være Cloe I Kor.1:11, Pricilla Rom.16:3-5, og Nymfas Kol.4:15. Det er en stiltiende drøftelse fordi det er meget muligt at disse og andre kvinder simpelthen påtog sig de møder i deres hjem. Lad os huske på at læren skal være fastslået klart på tekst og ikke på en subtil slutning eller ved en stiltiende drøftelse.

Der var kvindelige diakoner (underordnet gejstlige) (diakonisse) som, ligesom deres mandlige modpart, tjente de ældste og kirken med en støttende rolle, ikke i en lederstillings forhold. Vi ser fra Ap.g.6:3 at apostlene uddelegerede autoritet til de syv diakoner (hjælpetjenster) til at udføre deres tjeneste for enkerne i den daglige uddeling af mad. På lignende måde beskriver Paulus den tjeneste om kvinden med hvem han havde en slags fællesskab med: (1) Føbe som bliver kaldet en menigheds tjenerinde, en diakon (græsk: "diakonos") i Rom.16:1, (2) Priscilla og hendes mand Aquila i Rom.16:3, (3) Euodia og Syntyke i Fil.4:1, og (4) Tryfæna, Tryfosa og Persis i Rom.16:12. Mange fortolker tror at Paulus i I Tim3:11 henviser til diakonisse (kvindelig diakon) og ikke til hustruer til enten ældste eller diakoner. Disse eksempler kunne let forveksles med de trofaste kvinder som fulgte med Jesus og de tolv og tjente dem med deres resourser. Luk.8:1-3.

En retfærdig konklusion at drage ud fra de førnævnte bibelske data'er er dette: I det Nye Testamente, var kvinder frie til at fungere i hvilken som helst kapacitet undtagen i ældsterådet eller i styrelse stillinger for det ville overtræde, bryde Gud's bestemmelse, fastsættelse regler i ægteskabet og i familien hvor mænd var bestemt til at have lederstillingen. Siden kirken er gjort op omkring familier ville det være en dementi af den gudsfrygtige orden for kvinder til at vende op og ned på deres stilling i kirken. Følgelig, der er ingen eksempler på at en kvinde fungerer som ældste eller i den fem foldige tjeneste. Det skulle ikke overraske nogen for så vidt som Golgata og Pinse ikke forandrede Gud's orden som trådte i kraft i Eden's Have tidligere indtil syndefaldet. I Tim. 2:12-13.

3. Et Overblik af Kirken's Historie.

I hans storslået værk, "Manden og Kvinden i Kristus," konkluderer forfatteren Stephen Clark fra en omfattende efterforskning at kvinden's ordination til et styrende embede i kirken er et meget nylig kommen fænomen (indenfor de sidste hundrede år) og har fundet sted i et stort omfang udenfor den tradition for både den Græsk-Katolske Kirke og Romerske Katolske kirke. Spørgsmålet må blive helt oprigtigt stillet: er det fordi disse gamle kirke legemer er blottet for den Hellige Ånd og uvidende om Biblen eller fordi de beskytter en hævdvunden bibelsk praksis?
Kirke historie bærer også fuldt ud tilstrækkelig bevis for den (meget) sigende bidrag, indsats kvinden har gjort på den plads for diakonisse (hjælpe-tjeneste).

Vækkelses bevægelser iblandt protestanterne har været mere tilbøjelig til at ordinere kvinder fordi (1) de ofte mangler en solid, systematisk forståelse af Biblen, mange af deres ledere bliver ulærde lægfolk og (2) de har tilbøjelighed til at ophøje den karismatiske salvelse og gaver som hvis det alene var fyldestgørende til at bestemme det lederskablige spørgsmål.

VEJLEDNING FOR AT ETABLERE EN BIBELSK PRAKSIS

1. Kalder Gud kvinder til embeder i den fem foldige tjeneste?

Fra beviset fra både det Gamle Testamente og det Nye Testamente og kirke historien er det klart at sædvanligvis kalder Gud ikke kvinder til disse tjeneste embeder når de ligger udenfor den guddommelige-indrettet (virke)felt for kvinden. Hvorfor er det sådan? Disse tjenester er forlængelser og udtryk for Jesus' egen hyrde tjeneste som Øverste hyrde for kirken. Som sådan er de en iboende ledelse i følge sin natur for gennem dem leder Jesus, føder, udruster, beskytter og disciplinerer Han's kirke. Den overordnede funktion af disse embeder, alene og samlet, er for at kommunikere Gud's Ord så at hele Kristi legeme bliver opbygget for på en hver måde at manifestere Jesus i hele Han's fuldkommengørelse og magt/kraft. Ef.4:11-16. Kortfattet, det fem foldige embede er den samme i natur og funktion, lige så mange fingre på en hånd. I mine øjne, er det derfor malplaceret, upassende, at sige at kvinder kan blive kaldt til nogle af de embeder og ikke til andre.

Er der undtagelser for mandlig førerstillings regler? Forbeholder Herren den suveræne forret til at kalde og salve en kvinde til en af de fem foldige tjeneste embeder? Ja, selvfølgelig kan Gud gøre undtagelser for Han's egen gode formål, især i tider med overgang eller når mænd ikke er til rådighed eller uvillige til at lede. Den samme ting sker ofte i ægteskabet når mænd forlader; svigter; desertere deres familie eller frasige sig (fx al ansvarlighed) give afkald på, i deres stilling. I sådanne omstændigheder bliver kvinden ofte kaldet til at lede. Sådanne vil det også være i kirken. Men det er ikke normen. Og en undtagelse må ikke blive tilladt for at minimere værdien for normen eller kassere; ophæve; annullere selve normen.

2. Hvordan identificerer og forløser du så kvinder som har en stærk undervisning, evangelisk og profetisk gave?

To meget vigtige bibelske principper skal være holdt for øje når vi søger Gud for svar. For det første, alle gaverne til at lære, evangelisere og profetere skulle først være synlige som et motivations bevis - alle gaverne som Paulus optegner dem i Rom.12:6-8. Mænd og kvinder som er blevet velsignet med sådanne gaver er ikke automatisk eller nødvendigvis kaldet til at blive ældste eller i den fem foldige tjeneste. For det andet, kvinder med sådanne gaver behøver at blive forløst under den åndelige autoritet af deres ægtemænd og/eller af ældsterådet for den lokale kirke. Det er hele hensigten for Paulus' prædiken i I Kor.11:1-10. Kvinder som profeterer, beder, rådgiver eller lære behøver at gøre det således at underlægge sig en autoritet.

Hvad kalder du kvinder som er forløst ind til den slags bibelske anordninger? Kald dem hvad den Hellige Ånd kaldte Føbe - en diakon eller diakonisse, en som tjener legemet og dets lederskab. Ved at gøre sådanbevarer, beskytter, sikre vi den gudsfrygtige orden. Vi forsyner ikke det feministiske bedrag. Dog på samme tid tillader vi kvinder at fungere i overensstemmelse med deres gaver.

Sammenfatning For Fremførelsen For Denne Redegørelse

Historisk set har kvinder gjort et fremragende bidrag til at hjælpes med at forløse den fem foldige tjeneste gave ved at tjene som gudsfrygtige mødre og forbedere. Det er ikke alene sandheden at den hånd som får vuggen til at gynge, ryster, chokere, forbløffer verden. Den ryster, chokere, forbløffer også kirken. Tænk på de eksempler som Hannah, mor til Samuel, på Elisabeth, mor til Johannes Døberen, Maria, Jesu moder, Timotius's mor og mormor og Susanne Wesley, mor til John og Charles Wesley, som fostrede 19 børn og brugte en time i ugen med hver og en enkeltvis videregive åndelig liv og visdom. Jeg tror at Gud kalder kvinden tilbage til deres højeste og mest ædle kaldelse, det at være pligtopfyldende hustruer, mødre og forbedere. Kun på den måde vil en stærke mænd komme frem i de sidste dage som en del af Elias kald som vil vende fædrenes hjerter til deres børn og børnenes hjerter til deres fædre. : Mal.4:5-6.

OP